Børn ombord

   

Afledt af artiklen børn ombord, blev jeg inspireret til denne historie.

 

Da vores Safir er lidt trang og spartansk indrettet, lånte vi Bifrost der bedre kunne rumme vores familie.

Man starter med at proppe bilen til bristepunktet, hvorefter man på havnen lirker ungerne ud af bilen og iføre dem redningsveste. Næste skridt er så, at få alle sagerne ned i båden samtidig med at vi skal holde opsyn specielt med den mindste!! Heldigvis troppede mormor op og tog sig af opsynet. Tre ”isbjørnis”  blev fortæret, inden vi havde nogenlunde styr på sagerne. Det var dejlig sommervejr, med en frisk vind fra vest, da vi slap fortøjningerne og mormors beskyttende opsyn.

Med kursen mod Nordals gled Bifrost rask af sted. Rasmus ( 8 år) lagde sig i kahytten og faldt i søvn, Cecilie ( 10 år) begyndte straks med ”ondt i maven” og Julie ( 2 år) startede med at inspicere omgivelserne, og undrede sig over, at gulvet skiftede retning hele tiden!! Mor her måtte så i kahytten for at lange boller med pålægschokolade op til folket. Man må som mor kunne klare at stå på hovedet i skabe og skuffer, betjene skibets lille lokum og finde tørt tøj, sutter, bamser o lign. frem  i alle mulige aflukker. En Ballad ruller unægtelig noget mere end en Safir, så jeg måtte med på holdet af spisende i cockpittet for at klare mosten.

”Er vi der ikke snart?” genlød nogle gange inden vi kom tæt på land, så steg stemningen da der var noget at kikke på. Vi gled ind i Dyvig, og så kom der gang i ungerne. Morfars gummibåd blev halet frem og pumpet op i cockpittet!  Julie havde travlt med få  brændt det ophobede krudt af på land, med en af os i hælene!! Senere måtte krabberne stå for tur, de blev modvilligt slæbt op på broen og proppet  i spanden. De skulle senere deltage i vædeløbet ved slæbestedet. Den leg stoppede brat, da den ene krabbe fik ”klippet” tøjklemmen af og trak den ned i dybet under vilde protester fra ungerne – det var den gode klemme der røg. Da der ikke var andre børn i havnen, blev ”Bifrost” et larmende indslag blandt bådene. Vi forældre dukkede os bag ”konesejlene” og forsøgte forgæves at dæmpe gemytterne. Alle faldt udmattede om den aften.  

Ungerne undrede sig en del over, at  der skulle betales for det varme vand, men så slap de tit for at komme i bad, hvilket passede dem gevaldigt.  

   Vi havde flere anordninger i gang, som skulle hindre Julie i at grise hynderne til – det endte med at hun måtte spise i cockpittet, for at mindske katastrofen.  

Næste dag gik igennem Alssund – ”indenskærs” sejlads i dejligt sommervejr, og med en masse at se på. Mor udøvede disciplinen i håndtering af det lille toilet, som Julie prøvede flittigt – pumpe, lukke haner op og i, redningsvest af og på og tøj op og ned!!

Ved Sønderborg blev Cecilie og Rasmus meget bekymret, da Per ikke ville ”holde i kø” ved lyset! De havde fundet deres plads i stævnen. Senere fandt de ud af, at de kunne nå vandet med tæerne, bare de strakte sig langt nok, Julie mente, at det kunne hun også, så en af os måtte op have fat i nakken af hende! Spilersejlads er børnevenligt, så den kom op da vi slap Sønderborg og lagde kursen mod Høruphav. Det er underligt når man sejler i en fremmed båd, så skal man have en vis portion skrammer og buler, før man falder i hak. Jeg gik direkte ind i spilerstagen, på vej efter Julie!  

Vi anløb Høruphav i fin stil, og ungerne indtog hurtigt marinaen med deres spande, klemmer og gummibåden. Ingen tvivl om hvor ”Bifrost” befandt sig, ud over larmen begyndte det velkendte ”tørrestativ ” at tage form.

Efter den sædvanlige tur i Brugsen, hvor ungerne fik is, Anders And´er, slik, sodavand og Chips, skulle de med på en god lang travetur. Vi havde ikke klapvogn med, så når Julie blev træt, måtte hun op på nakken. Den halvø der ligger ved Høruphav, er meget malerisk så der skulle vi ud. At gå langs strandkanten er ikke noget problem, bare man har god tid, store lommer, og det er varmt nok til at gå i vådt tøj. På stien måtte vi hale alt den pædagogiske sans frem for at få dem med tilbage. Vi troede at de så bare faldt om og sov bagefter – men der troede vi forkert. Tilbage i båden, gearede de op igen. Vi lukkede ud til forkahytten, det dæmpede da larmen lidt fra de to store. Det var en smuk sommeraften, tror vi nok, for vi sov tidligt.  

Sommeren var der endnu da vi vågnede, høj sol og ingen vind. Altså gik turen langsomt for sejl, imens ungerne udøvede disciplinen med at hænge i armene og plaske med fødderne i vandet. Jeg sad på fordækket med et fast tag i nakken på Julie. Turen gik langs kysten, og da ungerne hvert femte minut spurgte om hvor vi var, blev søkortet klistret fast i cockpittet, kikkerten fundet frem og ekkoloddets funktion forklaret. Cecilie lagde stor alvor i at holde øje med den her dybde, resten af ferien!!  ”Altså faar!! Der er altså ikke ret meget vand nu!”

I Mommark gled vi forsigtig ind for enden af en bro og sad fast! ”Volvoen” trak os fri, så vi lagde os så yderligt som muligt, da havnelodsen ikke stemte helt. Når færgen kom, blev hele havnen pisket op, hvilket  forklarede den store mængde dynd der var ved broerne. Fortøjningerne gav sig en del, og vi lå i kraftig strøm. Alt dette gik ungerne vældigt op i når færgen anløb. Krabberne her var sørgelig, og der var ikke så gode ”fiskesteder”, og nu havde mor ellers fundet nogle gode klemmer!!

Heldigvis var der nogle klinter, som de så klatrede og gravede i. Der blev badet, spist is  inden de opdagede en ny sport. Vi havde en lokkeand med på slæb, og denne and skabte vild underholdning da hr. og fru svane kom forbi med ællingerne, gasen blev rasende og gik løs på vores and.

Denne aften klarede vi den til klokken 23, inden ungerne var faldet om, før vi kunne nyde freden.

Næste dag var det Avernakø Havn vi ville nå, sommer var der stadig masser af, og denne gang også med god vind. Vi gled af sted, Julie fandt ud af at sove til formiddag i cockpittet, med sin hat, ”Banse”, tæppe, pude og sutter. De andre lå i kahytten med blade og lignende. Spileren kom op. Da vi tog den ved Avernakø, tabte Julie sit hat i vandet og skreg i vilden sky, så vi måtte lave en ”mand-over-bord” manøvre, for at redde den her synkene hat. Der er godt nok langt ned til vandet fra sådan en ballade!! Vi fik hatten, og gensynsglæden var stor.

 I Avernakø havn var vi næsten alene, bortset fra tre andre turister. Det blæste godt,  men solen bagte stadig. Is måtte vi gå langt efter, så hele familien travede den lange vej ad nyasfalterede og stenede veje. Det var en lang tur, og det her asfalt var flydende i varmen. Det betød et større rengøringsarbejde af alles sandaler og Julie´s tøj, for hun faldt selvfølgelig så lang hun var på vejen.

Stranden var fin, så vi tog pålægschokolademadderne, saftevand og kaffen med ned på stranden. Det var dejligt – Julie spiste med velbehag maden efter at hun havde tabt den i sandet  – knas – knas!  Cecilie og Rasmus kravlede rundt på nogle store dæk langs den gamle mole, og sprang i vandet derfra. Det var helt skæg syntes de, men da de senere den aften skulle vaskes, fandt de ud af, at sådan nogle dæk bliver man ret sorte af. Mor her havde ingen poletter, så det var i koldt vand og sæbe med lidt sand i! Det varede lidt før de tilgav mig.

Næste morgen var vejret stille og med ringe sigt, det skulle klare op senere. Vi gled langsomt mod Årø, og ungerne fandt hurtig deres territorier ombord på båden. Når vi så marsvin kom der lidt aktivitet i ungerne.

I Årø havn var der andre børn – og kontakterne blev hurtigt knyttet. Det var helt fint. De her flydebroer, er jeg ellers godt tilfredse med at ligge ved i safiren, men en ballade er unægtelig noget højere. Julie havde, som sædvanlig, travlt med at skulle prøve WC´erne ret tit,  og kravle op i en ballade med et barn på armen er ret svært! Forældrene fik igen den geniale idé, at hele familien skulle ud og gå en laang tur til Årø-stenen. Ungerne var sure, for krabberne og kammeraterne var sjovere. Det var en ret lang tur, så vi var alle ret flade, da vi kom tilbage,  men ungerne har et eller andet reservelager de haler frem, når man er ombord igen. De havde straks gang i lokkeand, krabber og resterne af chips og slik. Den aften fik vi heller ikke aftenro.

Turen næste morgen, forgik igen i solskin og  en let brise, men nu var det hjem mod Assens. Mormor stod og ventede på broen, og fik befriet de her unger for deres skøre forældre, så snart vi lagde til. Der blev ro ombord, og vi begyndte på det store rengøringsarbejde af Bifrost..

Gode råd? Der fortæres meget slik, mange is og chips, så hav mange penge med. Tjek lige hvor toiletterne er, for man kommer til at rende der ret tit med små børn. Husk de gode klemmer, dem hvor der er et lille hul at binde snoren fast i. Gem rødvinen til en anden dag hvor I har tid til at nyde den.  

……..og glæd dig til en måned efter, så fortæller ungerne, at det har været en sjov tur!!!  

Reila Frost